DM KLASSISK 1 – 3 APRIL 2016.

Blev afholdt af ER Powerlifting. 156 var tilmeldt og 142 mødte op. Så mange deltagere har DSF aldrig haft før til et stævne, men stævnet blev jo afholdt for samtlige kategorier for både damer og herrer, senior junior og masters. Det ville nok være smart at dele det op til to stævner i 2017, og det er der flere grunde til.

1) For at nå det hele indkaldte man alle masters om fredagen med indvejning kl. 15.00, og jeg mener, at et stort stævne skal klares på en weekend.

2) For at nå det hele startede man med første indvejning allerede kl. 07.00 både lørdag og søndag, og jeg mener at første indvejning skal være tidligst kl. 08.00.

3) Et stævne med så mange deltagere kræver mange dommere, og det var der ikke her.

Der var katastrofal mangel på dommere. Der var kun indkaldt otte dommere til de tre dage. F.eks skulle vores dommer Carsten Hansen være dommer om fredagen, hvor stævnet først sluttede ca. kl. 22.00. Så skulle han møde til indvejning kl. 07.00 om lørdagen, og “same procedure ” lørdag/søndag”.  Så dommerne blev efterhånden trætte, hvilket gik ud over bedømmelserne. Jeg mener at dommer udvalget har svigtet de otte dommere groft. Det måtte have været muligt at indkalde flere dommere, da man erfarede hvor mange løftere der efterhånden blev tilmeldt. Jeg talte med flere klubformænd, der mente at de nok kunne have stillet med et par dommere, men de vidste ikke hvor galt det stod til. Søndagen blev der så også suppleret med flere dommere, som var til stede, således at de trætte dommere blev aflastet.

Nok om det. Jeg skulle jo også fortælle om, hvordan vore egne løftere klarede sig. KSK stillede med 4 damer og 9 herrer.

FREDAG

Hvor alle masters var indkaldt – 29 i alt. Vores Høvding Per Berndorff i M2 og Thomas Hansen i M1. Undertegnede fik æren af at hjælpe Per og aflevere forsøgs kort. Per havde spist sig op i 105 kg klassen og deltog i gruppe 1. Pers eneste modstander var John Lucassen fra Gudenådalens SK. John er stærkere end Per som ikke har holdt sin styrke i squat og dødløft ved lige. Per kunne kun vinde i bænk, som er hans favorit disciplin.

Squat. 125 – 150 – 160 kg 3´ forsøg var meget let.

Bænk. Per startede let på 125 kg. 140 kg i 2´ forsøg var også let. Per har selv DR på 150,5 kg. Men “men gad ikke” forsøge sig på en forbedring, så han tog kun 150 kg som var meget let (uden at løfte hovedet). Det var godt at Per ikke prøvede at sætte rekord, for i næste gruppe slog Finn Knudsen fra Rødby rekorden, først med 151 kg i 2´ og 155 kg i 3´ forsøg. Finn Knudsen er M3, men reglen er sådan at hvis man sætter en rekord i M3 gælder den også i M2, hvis der er nok kilo på. Farvel rekord – men mon ikke Per kan slå den en anden gang.

Dødløft. Som Per hader (jeg vil ikke nævne hvad Per kalder denne disciplin, for det er uhøvisk tale). Per klarede i fin stil 125 – 150 – 160 kg, som blev godkendt da Per ikke smed stangen, som han plejer hjemme i vores trænings lokale. Og i nøgen overkrop under trikoten – han så imponerende ud.

Så var det Thomas Hansens tur. Thomas er blevet M1 i år og stiller op i 83 kg klassen. Thomas havde kik på M1 rekorden i dødløft.

Squat. Er Thomas dårligste disciplin på grund af en gammel skade, men nu nåede han op på 142,5 kg, som er en forbedring på 12,5 kg – så nu er han på vej op.

Bænk. Fine 120 og 125 kg. 3´ forsøg på 127,5 kg kom ikke op. Thomas skal arbejde på at forbedre sin teknik.

Dødløft. Nu steg spændingen. Rekorden er på 225 kg, og Thomas har vist ikke løftet mere end 215 kg under træningen. 200 og 220 kg var lette. Og sandelig om ikke 3´ forsøg på 225,5 kg gled op. Forsøget blev godkendt 2 – 1, hvilket undrede os meget – altså at det ikke blev godkendt 3 – 0. Tillykke til Thomas som slog Erik Rasmussens gamle rekord.

LØRDAG

Startede med sub-junior og junior op til 74 kg klassen. Her var ingen KSKer med, så Per og undertegnede ankom i god tid inden vores tre juniorer skulle i ilden kl. 12.30. Foruden Per havde KSK tre andre coaches med til stævnet. Det var Nickolaj Olsen, Peder Hindborg og David Tune. Vi havde 3 juniorer med til stævnet. Rasmus Winther og Tobias Rasmussen i 83 kg klassen samt Christian Hansen i 93 kg klassen.

Tobias Rasmussen, som er debutant, startede med 2 lette forsøg i squat på 160 og 170 kg.  3´ forsøg på 177,5 kg var tung men kom op i fin stil og blev godkendt. I bænk blev det til en flot serie 90 – 97,5 og 102,5 kg. 3´ forsøg var meget let, så i denne disciplin har Tobias mere at byde på. I dødløft var de to første forsøg på 170 og 190 kg lette, men på 200 kg i 3´ forsøg nåede Tobias sin grænse. Stangen blev liggende. Flot klaret af Tobias som fik 8 godkendte forsøg med en tre-kamp på 470 kg, som gav en 8-plads ud af 10 deltagere – kun 2,5 kg efter nr. 7.

Rasmus Winther deltog også i 83 kg klassen. De to første forsøg i squat på 195 og 205 kg var fine og lette, men 3´ forsøg på 210 kg var for tung. I bænk blev 117,5 kg og 122,5 kg godkendt, men 3´ forsøg på 125 kg ville ikke op. Rasmus nærmeste konkurrent i vægtklassen med 10 deltagere var Lasse Hansen fra Aarhus AK. Rasmus førte med 5 kg i squat, men Lasse var meget stærkere i bænk og førte med 30 kg inden dødløft. Lasse fik 220 kg i 1´ forsøg – Rasmus 232,5 kg i 1´ forsøg, Lasse kiksede 2´ forsøg med 240 kg, så nu var det spændende, da Rasmus klarede 242,5 kg i 2´ forsøg, men så fik Lasse godkendt de 240 kg i 3´ forsøg og Rasmus måtte opgive og forlangte 250 kg som blev godkendt. En spændende kamp, som gav Rasmus en anden plads med 577,5 kg i trekampen. Rasmus fik således sølv i trekampen og guld i squat og dødløft. Der er jo også disciplin medaljer ved dette stævne. Godt klaret Rasmus, gå hjem og træn noget mere bænkpres. Per og undertegnede var enige om at Rasmus har en meget flot stil i alle tre discipliner.

Christian Hansen deltog i 93 kg klassen, og det blev en sørgelig historie – ja også en skandale. Første forsøg i squat på 195 kg blev kasseret, fordi han ikke kom langt nok ned. Det samme skete med 200 kg i 2´ forsøg. Begge forsøg korrekt kasseret af dommerne. Mærkeligt, fordi Christian har ellers aldrig problemer med dybden – er ellers altid overbevisende langt nok nede. Sådan var det altså ikke i dag, men i 3´ forsøg med 200 kg tog han sig sammen og kom ned hvor han skulle og så op igen. Men forsøget blev kasseret 2- 1. Der var stor forargelse i salen, hvor der stod flere dommere som absolut mente at forsøget burde være godkendt. Jeg sagde til Per at jeg syntes vi skulle indgive protest. Per mente det var omsonst, idet overdommeren samtidig var stævneleder, og hun havde jo kasseret løftet. Vi var enige om at der ved et stævne som dette burde være en stævneleder/jury som ikke samtidig var overdommer, så man kunne indgive protest til ham. Det var synd for Christian. Men bedre held næste gang Christian, du er jo kun 19 år og har tiden for dig.

Så var det vores 4 damers tur. Tanja Olsen i 63 kg klassen, Janni Larsson i 72 kg klassen, Marie Rasmussen i 84 kg klassen og Camilla Kristensen i +84 kg klassen. Start kl 17.00.

Tanja var helt fantastisk. 3 godkendte forsøg i squat med 120 – 127,5 og 135,5 kg. 3´ forsøg var ny DR. I bænk var de to første forsøg på 65 og 72,5 kg lette, men 3´ forsøg på 75 kg kom ikke op – det ville også have været en tangering af hendes personlige bedste. I dødløft var de 2 første forsøg på 145 og 162,5 kg meget lette, så der blev bestilt 173 kg i tredje forsøg, som ville være ny DR. Under dyb stilhed trak Tanja stille og roligt de 173 kg op og fik forsøget godkendt. Stor jubel. Summe sumarum: Tre danske rekorder i squat, i dødløft og i tre-kamp med 381 kg. Det mest fantastiske er at Tanja er inde i en opbygnings periode til et internationalt stævne om ca. 2 mdr.

Janni startede med en fin serie i squat. De to første forsøg på 105 og 112,5 kg var lette. 3´ forsøg på 117,5 kg var tung men overbevisende. Janne er sprudlende – man kan se at hun nyder at konkurrere. Hun er også scenevandt, idet hun tidligere har konkurreret i en kampsport. I bænk fik Janni kun første forsøg på 57,5 kg op. De 2 næste forsøg på 62,5 kg ville ikke op. I dødløft havde Janni bestilt 110 kg i første forsøg. Men da Janni blev kaldt ind på podiet – så kom der ikke nogen Janni. Hun var nemlig gået i byen med sin kæreste. Hun undskyldte sig med at hun havde en uopsættelig aftale med sin kæreste og derfor blev nød til at forlade stævnet før tid. Så Janni fik ikke nogen trekamp men fik dog en medalje, idet hun fik sølv i squat. Medaljen blev bragt til Grøndal Centret, hvor Janni fik medaljen overrakt.

Marie startede med 3 meget lette forsøg i squat, nemlig 70, 80 og 90 kg. Maries Coach Rune mente at Marie skulle spare på kræfterne til dødløft, hvor hun havde mulighed for at sætte dansk rekord, som hun var tæt på ved et tidligere stævne. Bænk gik fint, 1´ forsøg på 60 kg fløj op. 2´ forsøg på 65 kg var også let – endelig fik Marie forbedret sit personlig bedste, som var på 62,5 kg. 3´ forsøg på 67,5 ville dog ikke op. Det må have været en psykisk blokering, for de 65 kg var meget lette. Så til dødløft hvor Marie havde kik på rekorden. 1´ forsøg på145 kg var let, ligeledes 160 kg i 2´ forsøg. I 3´ forsøg blev der bestilt rekord forsøg på 171 kg. I et sejt træk fik Marie stangen op – Absolut max. Stor jubel. Marie havde rekorden i ca. 5 min. Så tog Anne Karlsen fra AK Frem 175 kg, og til sidst satte Caroline Stougaard fra Aalborg SK rekorden op til 175,5 kg. Der var en fortættet stemning i dødløft. Godt gået Marie. Tre-kamps resultatet er ikke noget at skrive hjem om, men det er lige meget. Nu har du et nyt mål Marie, men damerne i din vægtklasse er nogle hårde nysere når det er dødløft det drejer sig om.

Camilla meldte sig til i sidste øjeblik, fordi vores damer havde regnet ud at KSK måske kunne blive bedste klub for damer. Der var kun to damer i Camillas vægtklasse. Den anden dame Pia Skovborg fra Roskilde AK er en stor dame der vejer meget mere end Camilla, og er noget stærkere end Camilla. Men en andenplads var sikker bare Camilla ikke bommede ud, så hun skulle bare slappe af og gøre sit bedste. I squat var de to første forsøg på 100 og 110 kg meget lette. Så Camilla gik helt op på 120 kg i 3´ forsøg. Den var tung, men blev råbt op i et sejt træk – godkendt. I bænk fik Camilla 60 og 65 kg op. 3´ forsøg på 70 kg blev for tung. En flot serie i dødløft 120 – 140 – 160 kg – nær det samme som Camilla løfter i udstyrsstævner. Det blev til 8 godkendte forsøg. Nu har du et mål med at slå den store dame fra Roskilde, bare du træner lidt mere Camilla.

SØNDAG

På stævnets sidste dag var det alle senior herrer der skulle løfte. KSK deltog med Martin Kofod i 83 kg klassen, Frej Petersen i 93 kg klassen, Emil Therkelsen og Kristian Hentze i 105 kg klassen.

Martin skulle veje ind kl. 7.00 med start kl. 9.00. der var 8 deltagere i Martins vægtklasse. Jeg var ikke til stede, men jeg er blevet informeret om Martins præstationer. I squat klarede Martin 192,5 og 205 kg til godkendelse. 3´ forsøg på 212,5 blev ikke godkendt. I bænk “bommede Martin ud”, da han trods Pers advarsel gik ind på en startvægt der bare var for tung. 2´ og 3´ forsøg fik han heller ikke op. Fy Martin – ingen trekamp, men ud af resultat listen kan jeg se, at Martin fik en bronze medalje i squat.

Frej, som er debuttant, stillede op i 93 kg klassen hvor 12 løftere deltog. I squat fik Frej alle 3 forsøg godkendt. 150 og 160 kg var lette. 3´ forsøg på 165 var meget tung, men blev klaret i fin stil. I bænk var Frej ikke så heldig. Et forsigtigt forsøg på 95 blev godkendt, men 2´ forsøg på 102,5 kg nåede kun den halve vej op, så begyndte stangen at dale ned i den ene side og var ikke til at rette op. Det samme skete med 3´ forsøg. Der bliver noget at arbejde med for at forbedre teknikken. 3 godkendte forsøg i dødløft. 180 kg og 200 kg var lette. 3´ forsøg på 210 kg var meget tung, men Frej fik trukket vægten op i fin stil til godkendelse. En pæn start for Frej. De var meget stærke i 93 kg klassen, så Frej var langt fra disciplin medaljer. Men nu er du i gang Frej og er vel klar til at træne videre, så du kan komme lidt højere op på ranglisten til det næste stævne du skal deltage i.

Emil stillede op i 105 kg klassen sammen med Kristian Hentze. Indvejning kl. 13.30 med star kl. 15.30. Emil klarede vægt i sidste øjeblik. jeg vil denne gang gå let hen over Emils spisevaner. Ved Tårnby Cup i November var Emil ikke så heldig, men denne gang opnåede Emil imponerende resultater. Men Per holdt ham også i kort snor, så han ikke startede for højt. I squat var 1´ forsøg på 240 kg let og elegant. Allerede 2´ forsøg på 255 kg var dansk rekord. Endelig fik Emil forbedret rekorden. 3´ forsøg på 260,5 kg var overbevisende og endnu en ny DR. Flot – flot – flot. I bænk var de to første forsøg på 185 kg og 192,5 kg meget lette. Jeg mente at nu kunne Emil endelig sætte dansk rekord. Eksisterende rekord er 200 kg. Men nej – Emil ville hellere samle kilo, for han var ude på Lazars 3-kamps rekord på 725 kg, så Emil “nøjedes med” 197,5 kg i 3´ forsøg. Dette forsøg vag også overbevisende let til godkendelse. I dødløft skulle Emil op på 267,5 kg for at slå Lazars rekord i 3-kampen. 1´ forsøg på 235 var meget let, ligeledes 2´ forsøg på 255 kg. Så steg spændingen. 267,5 kg på stangen for at nå op på 725,5 kg. Det blev desværre ikke denne gang, men Emil var tæt på, han fik trukket stangen helt op til knæene – så kom den ikke højere. Det blev til et dansk mesterskab med 713 kg og guld i squat og bænk. Emil blev næstbedste senior efter points tabellen efter Nicki Lentz fra Sportshøjskolen. Således kunne Emil gå ned fra sejs skamlen med 3 guldmedaljer og en pokal.

Kristian, som var debuttant (dem havde vi 4 af ved dette stævne) var også i 105 kg klassen. I squat fik Kristian godkendt de to første forsøg på 185 og 200 kg. ´3´ forsøg på 210 kg gik ikke så godt. Det så ud som om Kristian blev bange for vægten – det blev kun til en halv benbøjning, så måtte han hjælpes op med stangen. I bænk startede Kristian på 135 kg, som blev kasseret 2 – 1 fordi han løftede røven – undskyld sædet. 2´ forsøg på samme vægt og 3´ forsøg på 140 kg var meget lette, så Kristian ville sikkert kunne have fået flere kilo i bænkpres. I dødløft var de to første forsøg på 200 og 215 kg meget lette, så gik Kristian op på 225 kg. Det var dog for meget. Stangen kom kun 2 cm op fra gulvet. Det gav en 6. plads ud af 8 deltagere. Et hæderligt resultat for en begynder som ikke har trænet så længe hos os. Per sagde at der var meget at rette på Kristians stil, for at sige det på en pæn måde, så bliver der noget at arbejde med.

Efter præmie overrækkelsen sluttede stævnet ved ca. 19 tiden. Tak til Erik Rasmussen og hans team for et vel arrangeret stævne.

Erik Simonsen

.

Skriv et svar