Høvdingens rapport fra Videbæk Cup 2012

Cheftræner Per Berndorff har beskrevet vores tur til Videbæk.

Videbæk Cup 22. september 2012

8 m/k fra Københavns Styrkeløft Klub mødtes lørdag morgen foran Grøndal Centret for at begive sig til Videbæk, de første så en ½ nøgen Jesper bagved nogle affalds-containere, han påstod selv at han var ved at skifte tøj, men uanset hvad han lavede, så blev vi alle vågne, på trods af klokken endnu havde passeret 7.00

Holdet var Maria Bjerg, Nickolaj Olsen, Peder Hindborg, Per Berndorff, Jesper Hansen, Robin Rosenørn og Ole Olsen, der havde fået tjansen som chauffør og nummerpige.

Vel ankommet til Videbæk efter et par omveje, (gps er kun godt hvis de er opdateret til de jyske motorveje), blev vi vejet, og satte kursen mod cafeteriet, desværre havde Henrik Raw Sørensen været der før os, så alt undtagen vingummibamser og sodavand var udsolgt, så drengene måtte i Netto efter forsyninger.

Maria Bjerg stillede op i 52 kg.klassen for seniorer, og efter et let udlæg på 50 kg, blev vægtet sat op til 55½ kg for at slå Sarah Klitgaards danske rekord, det lykkedes i fin stil, tredje forsøg på 60 kg voldte heller ikke Maria problemer, så dermed var endnu en rekord i hus, desuden rakte resultatet til at Maria blev stævnet bedste dame på point.

I 75 kg klassen subjunior deltog Nickolaj Olsen, modstanderen Jesper Mortensen, formåede ikke at presse Nickolaj, som derfor kunne køre sig eget løb med serien 95 – 100 – 102½ kg sidste forsøg var pr.

Jesper Hansen var i 105 kg.klassen junior kommet i en meget jævnbyrdig klasse, Jesper og værste modstander Mick Kristensen fulgtes ad hele vejen med serien 125 – 130 – 135 kg, Jesper var dog letteste løfter og vandt derfor en flot sejr i stævnets mest jævnbyrdige klasse.

Robin Rosenørn deltog i 120 kg.klassen junior, vi havde sat næsen op efter danske rekorder, men Emil Frank Jensen fra Atlas ville også være med, så det blev en spændende kamp hvor de skiftedes til at sætte rekorder. Begge startede på 125 kg som blev godkendt, herefter valgte vi 130½ kg til Robin som var ny dansk rekord, Emil valgte 132½ kg og snuppede rekorden, Robin måtte så på 135 og endnu engang blev løftet godkendt og ny dansk rekord, desværre valgte Emil samme vægt, og fik den godkendt, hvilket betød at titel og rekord gik til ham.

I senior 83 kg.klassen stillede Peder Hindborg op, eneste modstander var Kasper Larsen, der var en del stærkere, så efter et udlæg på 107½ kg, blev vægten sat op til 117½ kg, som dog viste sig at være en del mere end Peder kunne klare denne dag.

I Master 2 93 kg.klassen stillede Per Berndorff op, 140 kg i første forsøg var ikke den store udfordring, men som på andre lettere buttede mennesker begyndte musklerne at gå i krampe, det kostede opspændet på et rekordforsøg på 150½ kg. Herefter blev 3 forsøget afstået, men resultatet var nok til at blive bedste løfter på point.

I holdkampen blev det til en flot andenplads efter et stærkt hold fra Atlas.

På vejen hjem blev det til et enkelt stop på Fyn, da resultaterne skulle skylles ned med elefanter.

 

Skriv et svar