DM Masters

Undertegnede så næsten hele stævnet på min pc i lørdags Fin kvalitet , både billede og lyd.

KSK havde jo kun høvding Per og Ole Olsen med, da Thomas Busted blev syg. De stillede begge op i 93 kg klassen i master 2, og begge gjorde klubben ære med deres fine resultater.

Lad os starte med Per, som er den ældste, selv han ofte kalder Ole for ”gamle Ole”.
Det er adskillige år siden at Per har stillet op i en trekamp, da han engang fik skadet ryggen i et squat, men så har han stillet op i bænkpres til enkelte stævner, især til Divisionsturneringen de sidste to år.

Men nu følte han sig i form til en trekamp – ikke så meget for trekampens skyld, men fordi han mente at han kunne slå Erik Rasmussens raw rekord i bænkpres på 140 kg i trekamp, så Per stillede op uden udstyr og startede forsigtigt på 125 kg i squat og samlede kræfter til bænken. Her startede han også på 125 kg, som fløj op. Rekordforsøget i 2. Runde på 140,5 kg blev godkendt 3-0, og i 3. Runde fik han også godkendt 145 kg.

Der skal jo laves en trekamp med rimelige vægte, for at få godkendt en rekord, så Per startede på 125 kg i ”lorteøvelsen” som han ynder at kalde dødløft. Han havde fået den ide, at han ville starte på 125 kg i alle tre discipliner. Og søreme om han ikke også tog 150 kg i andet forsøg.

Gamle Ole lavede så flotte resultater, så man nu kan kalde ham ”ung mand i fremgang”.

Første forsøg i squat på 230 kg var ikke dyb nok, men det var også det eneste af hans 9 forsøg der blev kasseret. 2. Forsøg på 245 kg var let, og 3. Forsøg på 255 kg var også let, og det var ny personlig rekord, da Ole aldrig har fået mere end 250 kg godkendt.
I bænkpres sluttede Ole på 167,5 som er en tangering af hans personlige rekord, og i dødløft fik han 230 –250 – 265 kg. Det gav en trekamp på 687,5 kg, som er en forbedring af hans personlige rekord med 2,5 kg.

Det er vist ikke mange der er på vej til de 52 år, som laver personlige rekorder. En god dag for Ole, som mener at han har mere i sig.
Og så kan jeg slutte af med at nævne, at Ole blev bedste master 2 efter points tabellen. Der var 6 mand i gruppen. Jeg håber at han har fået en pokal for dette foruden guld medaljen.

Erik Simonsen

Skriv et svar