VIDEBÆK CUP D. 21. SEPTEMBER 2013

Guld til Emil og bronze til Peder
Videbæk Cup er et udstyrsfrit bænkpres stævne, og KSK stillede i år kun med to mand + en dommer. Peder Hindborg i 83 kg kl. senior og Emil Therkelsen i 105 kg kl. senior og undertegnede Erik Simonsen var med som dommer. Det er nu bedst at bedømme et godt gammeldags bænkpres i stedet for det nymodens pjank med de åndssvage dragter.

Vi tre kørte derover i Emils lille Fiat 500. Og da stævnet startede kl. 12.00 skulle vi jo tidligt op for at være fremme til indvejningen kl. 10.00. Vi tog turen uden ophold, da stakkels Emil ikke måtte spise noget før han skulle vejes. Han har tidligere haft problemer med at holde vægt .Takket være Peders helt fantastiske GPS og Emils hurtige men sikre kørsel ankom vi til Videbæk kl. 9.40, så Emil kunne nå en prøve vejning. Han kom hurtig til indvejning, da en del af dem der skulle vejes før ham ikke var kommet. Emil vejede ind på 104,10 kg – det er vist længe siden han har været så ”tynd”.

Der var tilmeldt 46 atleter og 43 mødte op. De var fordelt på damer, subjunior, junior, senior og masters 1-2-3-og 4. Det havde lokket ikke mindre end 16 masters til Videbæk. Så der var næsten medaljer til alle. For øvrigt flotte medaljer, som formanden Jørgen Krog havde fået fremstillet.

Peder startede meget let på 110 kg og bestilte 120 kg til 2. Forsøg. Uheldigvis havde han glemt at holde sig klar til sit andet forsøg og kom styrtende ind til stangen, så den nåede ikke mere end 5 cm over brystet, så tabte han pusten. Han afstod fra 3. Forsøg, så det blev en let dag for Peder.
Han havde koncentreret sig om at hjælpe vores stjerne Emil , så han glemte sig selv..
Og jeg skal love for at Emil var tændt. Første forsøg på 170 kg fløj op og 180 kg i andet forsøg fik samme tur. Guld medaljen var sikret, allerede efter første forsøg, og han havde løftet 185 kg til divisionsturneringen i Næstved, så der skulle 190 kg på stangen.
Emil kæmpede med stor opbakning, men der manglede lige lidt til at få stangen helt op. Jeg vil mene at han ville have klaret 187,5 kg.

Til trods for at der manglede kvalificerede hjælpere og manglende nogle stævne faciliteter, blev der alligevel et godt stævne ud af det med god stemning. Jørgen Krog fortalte mig, at der for nylig var nogle medlemmer der var flyttet fra byen. Det skal lige nævnes, at spotterholdet var super. Tak til Jørgen Krog og Videbæk Styrkesport.

Og så skulle vi tre se at komme hjem igen. Afgangen blev forsinket noget ved at Emil først skulle skaffe noget at spise inden de kunne komme i bad.
Omsider satte vi kursen mod Aarhus, da Emil havde erfaret at man kunne få nogle store bøffer der. Og det var heldigt for mig, da jeg skulle besøge min nevø og hans kone, som bor i udkanten af Aarhus næsten på vejen fra Videbæk, så jeg blev kørt lige til deres adresse.
Tak til Emil og Peder for en hyggelig tur med megen snak.

Erik Simonsen